Svend Prips utlåtande om orgeln i S:t Nikolai

Svend Prip, domorganist i Haderslev, Danmark, och orgelexpert i ett omfattande utlåtande:

Ofte er det gavnligt for en sag at blive betragtet udefra.
Formodentlig af denne grund er jeg blevet anmodet om at fremkomme med mit syn på den ulykkeligt fastlaste orgelsag i Halmstad, St. Nikolai Kyrka.
Om min baggrund for at kunne udtale mig i slige sager skal jeg indledningsvis anføre flg.:
Ud over siden 1971 at have være domorganist i Haderslev — og i den forbindelse at have plejet en omfattende, også international koncertvirksomhed og do. kontaktflade — har jeg i nasten 40 år fungeret som rådgiver i orgelsager, i vel over 300 sager, heraf en stor del som assistent og godkendt stedfortræder for Kirkeministeriets orgelkonsulent. I mange af sagerne har jeg ikke blot stået for forslag til opbygning og disposition, men også facadeudformning. 1 1970 var jeg medstifter af Det Danske Orgelselskab og
redigerede de følgende år tidsskriftet ORGLET. Siden har jeg en årrække været selskabets formand og medredaktør af dets større udgivelser, bl. a. Dansk Orgel Aarbog. Desuden har jeg som foredragsholder og forfatter af en lang række artikler i også international sammenhang beskæftiget mig med navnlig emner omkring Orgelbevegelsen og den dermed forbundne "klangligt-arkitektoniske syntese" — samt repræsenteret Danmark som specielt orgelkyndig i faglig-kollegial sammenhæng i Norden og USA.
En lang årrække har jeg virket som konservatorielærer i orgelspil og orgelkundskab — og siden som Kulturministeriets beskikkede censor ved Kirkemusikalsk Diplomeksamen.
De senere år har jeg ønsket at koncentrere mig om mit embede ved Domkirken — og specielt udfordrende orgelprojekter.

Jeg har besøgt St. Nikolai Kyrka i Halmstad den 30. januar d. å. og dertil haft lejlighed til at studere et særdeles omfattende skriftligt materiale i sagen. Jeg kan i det følgende ikke forholde mig til sagens formelle
eller juridiske aspekter, men må holde mig til det med orgelmæssige anliggender forbundne.

Det er ikke forste gang jeg har været i kirken. Allerede i midten ag 1960'erne besøte jeg som ung konservatoriestuderende sammen med en studiekammerat St. Nikolai. Jeg erindrer ganske tydeligt orglet, som på det tidspunkt ikke har været mange år gammelt; det klang — nok i høj grad på grund af den fortrinlige akustik — ikke ubehageligt, men vegt og viljeløst kompromissøgende. Det fremstod bl. a. på den måde i
næsten grotesk kontrast til en voluminiøs og påtrængende facade, som jeg — ikke bare pä grund af de stumme pibers utroværdige dimensioner — følte ganske frastødende.

At se samme facade nu fremhævet som "unik" er mig noget a£ en overraskelse. Det må i givet fald forstås som varende i en temmelig beskeden sammenhæ

"Unik" er et stærkt ord, der ofte misbruges. Ordet "sjælden" havde i dette tilfaelde måske været mere på sin plads. I     korrespondancen er jeg stødt på et citat af Axel Unnerbäck, der fremfører at begrebet sjældenhed ikke er et selvstandigt kriterium — men derimod en egenskab, som på en afgorende måde kan forstærke andre bevaringskriterier.

Heri er jeg.ganske enig. Spørgsmålet er så blot hvilke andre bevaringskriterier, der i tilfældet St. Nikolai er tale om. For eks. et tidligt eksempel på funktionalisme?

Tengbom-facaden fremstår som en fantasi over en i barokken velkendt, funktionel værkopstilling. Men facaden er en stum skærm,.ingen facadepiber overhovedet er i funktion — og da forekommer betegnelsen "funktionalistisk" anstrrengt, for ikke et sige i orgelmæsig forstand direkte forkert anvendt. På sin vis er der tale om en "falsk funktionalisme" - i sig selv noget selvmodsigende.

Jeg kan nu af sagsmaterialet se, at facaden oprindeligt — i 1942 —har fremtrådt endnu mere bombastisk og påtrængende, med bl. a. stærkt fremrykket hovedfacade, alt for vidt mensurerede pibeattrapper, og ualmindeligt uskønt dimensionerede "facadepiber" til Rygpositivet.

Ved ombygningen af orglet i 1956—58 har man benyttet lejligheden til at udskifte facadepiberne med nye, hvis mensurer er i bedre overensstemmelse med de mere slanke attrapper på Tengboms oprindelige tegning.

Men der var stadig tale om stumme piber, og ydermere forsvandt Rygpositiv-værket; tilbage stod blot attrapfacaden i brystningen. Resten af orgelværket koncentreredes i hovedorgelhuset, hvis facade rykkedes ca. en meter tilbage. Stemmeantallet var nu reduceret fra 52 stemmer til 41 (excl. kororglets/fjernværkets
4 stemmer), og det tilløb til en i forhold til facaden troværdig værkopstilling, der i Bo Wedrup-orglet anno 1942 havde veret tale om, blev afgørende udvisket. Bag både Rygpositivets og Overværkets facadeskærme var der gabende tomt. Tomheden bag hovedfacadens øvre partier blev endog påfaldende, set fra kirkerummet.

Ændringerne i forbindelse med Hammarbergs ombygning er sket i samarbejde med Tengbom. Der var i hvert fald i orgelmæssig henseende ikke tale om "mindre forændringer", og det kan ikke andet end give indtryk af, at Tengboms forhold til den gryende Orgelbevægelse i realiteten vedblivende har været temmelig uengageret og/eller præget af manglende viden om dens mest basale principper.

Sammenlagt forekommer værdien af 1942/58-facadens arkitektur og Tengboms rolle som orgelarkitekt i det hele taget undervejs i denne sag fra antikvarisk side at være helt urimeligt opskrevet, set i en blot lidt større sammenhæng.

Det må endvidere undre, at RAÄ tidligere tilsyneladende uden problemer har givet tilladelse til udskiftning af pulpiturbrystningen, selvom hele vestpartiet — Tengboms orgelfacade og pulpitur — nu angives som "komponeret som en enhed". (DOM 2004-05-19, s. 8).

Ved mit nylige besøg i St. Nikolai fandt jeg et nyt, både klangligt og håndværksmæssigt hojkvalitativt vestorgel bag en (overvejende klingende) facade, der nok ikke repræsenterer noget specieIt nyskabende, men som i mangt og meget svarer til en tendens — en trend, om man vil — som man længe har kunnet iagttage i udlandet: Orgelarkitektoniske elementer fra hvad mange betragter som orglets storhedstid — det sene 1700-tal og tidlige 1800-tal — benyttes som udgangspunkt i forbindelse med bygning af et nyt orgelværk, der kan have karakter af noget "all-round" eller som i dette tilfælde være inspireret af et fransk, symfonisk klangbillede — et andet af højdepunkterne i europæisk orgelkunst, der kom til at præge ikke mindst den svensk-romantiske orgelstil.

Ihvorvel denne trend ligger langt fra nyere danske orgelarkitektoniske traditioner og idealer, har jeg dog ingen problemer dermed, når jeg møder den andetssteds. Måske fordi det jo er ganske almindeligt f. eks. i Frankrig eller England at opleve en romantisk-symfonisk orgelklang i forbindelse med en 1700-tals facade — som en helt naturlig konsekvens af orglets historie: Orglet er som årene er gået blevet ombygget/udvidet for at kunne imødekomme en ny tids musikalske krav. Og er det gjort teknisk og klangligt overbevisende, har det været mig en biting, om de enkelte verker helt fulgte den originale facadeopdeling.

I den forbindelse — som en parantes: Når jeg ikke helt kan dele RAÄs negative syn på forholdet mellem facade og pibeopstilling i det nye orgel, hænger det måske tillige sammen med det faktum, at 1700-tallets orgelbygning (jvnf. feks. Dom Bedos) ikke betragtede den sag på samme dogmatiske måde, som Orgelbevægelsens fundamentalister siden har gjort.

Mere problematisk opleves det, når man så at sige kommer til at "køre historien baglæns" —når man f. eks. oplever et nyt eller ombygget orgel, hvor en "neobarok" klang strømmer ud fra en 1800-tals orgelfacade.

Og det er vel i grunden ikke så unaturligt.

Men i St. Nikolai vil det fremstå dobbelt problematisk, hvis man som det fra antikvarisk side ønskes, genopfører 'Tengbom-facaden direkte forbundet med det nuværende orgelværk. Historien vil så at sige blive kørt både frem og tilbage på helt forvirrende og uærlig vis.

Med sin markering af Rygpositiv, Brystværk, Hovedværk, Overværk og Pedal repræsenterer Tengbom-faceden — eller den måske snarere "flirter med" — den gryende, nordtyske Orgelbevægelse, der som     noget helt centralt repæsenterede en reaktion mod netop den klangtype, som det nye orgel omend ikke kopierer, men dog er grundlæggende inspireret af.

Et nyt orgel bag Tengbom-facaden, burde derfor — dersom det for Orgelbevægelsen så vigtige begreb "den klangligt/arkitektoniske syntese" skal tages højtideligt — udformes med ikke alene troværdig værkopstilling, men også med en til sin tilblivelsestid svarende, moderat neobarok (blandings)klangkarakter.

Og det er der næppe mange, der længere ønsker sig i dag.

Det nye orgelværk har ikke noget Rygpositiv gt.placere i pulpiturbrystningen bag en genopført facade. Det har heller ikke en til Tengbom-facaden svarende klar opdeling i Brystverk, Hovedværk og Overværk. (Se efterskrift!)
Sammenbygger man de to enheder: Tengbom-facaden og det nye orgelværk, vil der om noget blive tale om et kultursammenstød og en kulisse, der i klanglig-arkitektonisk henseende vil udsende uklare og selvmodsigende signaler — stik imod hvad den i 1942 skulle signalere.

Og dermed vil man regulært forråde Tengbom-facaden. Hvad man så end måtte mene om denne — eller det nye orgels facade.

Rygpositivfaceaen som 100% kulisse ville fuldende indtrykket af et falsum. Og det nye spillebord i alt andet end funkis-stil fornemmes som et fremmedelement.

Naturligvis ville Tengbom-facaden i det mindste delvis kunne forsynes med klingende piber — omend overlængder og mensurforløb ville give en del problemer. Derved ville "kulisse-præget" i nogen grad kunne reduceres.

Men helt så enkelt at erstatte den nye facade med en restaureret, ombygget/tilpasset Tengbom-facade, som Niclas Fredriksson får det til at se ud (DOM 2004-05-19 s. 7) er det nu næppe. At alle orgler siden 1970'erne er bygget, således at faceden uden problemer kan skilles fra selve verket, er i øvrigt nyt for mig.

Den nye facade kan ganske rigtigt i dette tilfelde afmonteres, men først derefter begynder problemerne for alvor.

"ALT kan lade sige gøre —men…" sagde den legendariske driftsleder Marius Braune hos Marcussen & Søn ofte. Som årene er gået, har jeg som orgelsagkyndig fået større og større respekt for dette lille MEN. .

Meget få, eller snarere ingen af de nuværende nye, klingende facadepiber ville sandsynligvis kunne genanvendes uden omkostningskrævende ændringer — bl. a. pa grund af de varierede pibefodslængder. Da det opmagasinerede attrap-pibemateriale tilmed oplyses at være i dårlig stand, ma det også betragtes som tvivlsomt hvor meget af dette der umiddelbart kan genbruges. Ikke blot derfor, men også for at få orden i det både klingende og synlige mensurforlöb, bör der — realistisk — påregnes en total fornyelse af alle Tengbom-facadens piber — både med klingende og stumme — bortset fra måske de mest åbenlyse attrapper i Overværk- og Brystverk-felterne. Hvis disse stadig er i genanvendelig stand.

Endvidere skal man tage i betragtning, at der for en dels vedkommende er tale om tunge og svært håndterlige dele, der krever stilladsopbygning og løftemeteriel.

Endelig må man gøre sig klart, at Tengbom-facaden er "født" uden loft for orgelhusene. En væsentlig del af den arkitektoniske virkning er netop, at pibernes mange lodrette linier og afsluttende, øvre kurvatur "klarer sig selv" uden de forstyrrende, vandrette linier et markeret orgelhus med loftsflader ville medfore.

Det nye orgelhus er på klassisk vis anbragt i et tetsluttende orgelhus med loft, der følger facadens øvre konturer. Fjerner man den nye orgelfacade og erstatter den med Tengboms, vil disse loftsflader pa skæmmende vis tydeligt ses, både over og mellem piberne, på det lyse hvælvs baggrund.

Arbejde med fjernelse eller ændring af lofterne kan næppe göres uden delvis demontering af i det mindste pibeværket, for ikke at skade dette. Men man kan ikke uden videre (sænke eller) fjerne loftsfladerne
over pibeværket uden risiko for voldsomme hørbare konsekvenser. Orgelhuset har afgørende betydning for klangdannelsen, og det eksisterende pibeværk er hverken mensureret eller intoneret til således ændrede akustiske vilkår.

Med andre ord: Man må i den sidste ende være forberedt på et omfattende omintonationsarbejde — og muligvis en klangforringelse.

Det kan alt sammen lade sig gøre — men… det koster.
Erfaringsmæssigt ofte betydeligt mere end man fra først betænker, når det drejer sig om ombygningsarbejder. Og jeg tör ikke udelukke, at de samlede udgifter kan lobe op i de nævnte godt 1 1/2 million kr.

Og det er så spørgsmålet om det er det verd. Om der overhovedet er rimelighed i det.
Og det mener jeg ikke.

Det er som nævnt ikke min opgave at vurdere, hvem der i denne komplicerede sag kan siges "at have gjort flest fejl". Men min konklusion "set udefra" er, at den dårligst tænkelige udgang på sagen vil være, om St.Nikolai Kyrka tvinges til at forsyne et nybygget l. klasses orgelværk med en facade, der — ligegyldigt hvad der kan fremfores af kulturhistoriske argumenter — slet ikke er på niveau, endsige kan bringes i organisk sammenhæng dermed.

Det ville ikke alene resultere i et for vor tid uværdigt, orgelmessigt underlødigt konglomerat, men også i vide kredse vække negativ opmærksomhed omkring et nyt orgel, som der tydeligvis er stor lokal glæde over — og som allerede har vundet international anerkendelse.

Haderslev, 3. februar 2006
Svend Prip
St. Nikolai Kyrka, Halmstad
Orgelsagen

EFTERSKRIFT
Jeg har i dag fået tilsendt RAÄs skrivelse af 16. september 2003 til Länsstyrelsen, indeholdende bl. a. en beskrivelse af det nye orgels opbygning på baggrund af en besigtigelse ved Niclas Fredriksson.

De indledende spørgsmål fra Länsstyrelsen har for mig en naesten "ledende" karakter, og RAÄs korte svar er ikke udtommende — endsige indiskutable. Dette vere sagt blot i parantes.

Jeg har ikke haft tid og mulighed — måske heller ikke følt samme behov — for at udføre en så detaljeret undersøgelse. Den forekommer umiddelbart grundig og professionel. Ikke desto mindre er jeg som fagmand hurtigt faldet over ting, der må vække berettiget undren.

Niclas Fredriksson opgiver i sin analyse af "facadestruktur" og "verkstruktur", at Oververkets facade udgøres af piber fra Principal 8' i Positif. Desuden formoder han, at Grand Orgues Montre 16' er en transmitteret oktavudvidelse af Montre 8'. Sammenholdt med mine egne erfaringer og iagttagelser forekommer det uforståeligt. Ingen nutidig orgelbygger med respekt for sig selv ville anvende "unit"princippet i et orgel af denne art i netop de fundamentale manualregistre (Gr. Orgues Montre 16' og 8') — lige så lidt som han ville finde på at anbringe det bærende register i Positif delvis uden for dette værks svellekasse, og slet ikke længst tænkeligt (in casu 5 meter) væk fra vindladen, med en helt urealistisk konduktlængde og -føring, der aldrig ville kunne fungere.

Forklaringen findes under beskrivelsen af "værkstrukturen"; Niclas Fredriksson har simpelthen ikke forstået denne rigtigt. Hvilket bekræftes af de mig tilsendte konstruktionstegninger: Grand Orgue er anbragt forrest, umiddelbart bag facaden, i to etager — og bagest i orgelhuset er Positif og Récit anbragt
i hver sin svellekasse med Positif underst (i niveau med underste Gr.O.vindlade) og Récit øverst.

Den vindlade, som Niclas Fredriksson opfatter som tilhørende Positif, er i virkeligheden Gr. Orgues øverste (og største) vindlade.

På underste vindlade er der sløjfer og kondukter til Montre 8' og Montre 16' (af hensyn til facadepiberne i nedre midtertårn), på øverste vindlade til (kun) Montre 16'. Gr. Orgues bærende registre er således selvstændige og åner ikke piber fra hinanden.

Og facaden består altså — ud over piberne tilhørende Pedalet i de store sidetårne — underst af udsnit af (store oktav) Montre 16' samt Montre 8'. Hvilket er korrekt opfattet. Men øverst udgøres den klingende facade NB af fortsættelsen af Montre 16'. Hele arrangementet er sundt og logisk og med fornuftige kondukt-føringer.

Men det medfører, at i en evnt. genopført Tengbom-facade skulle Overværksfacaden forsynes med piber — ikke fra et "Positiv"s Principal 8', men fra et Hovedværks Principal 16'. Det er selvfølgelig fysisk muligt — men med den arkitektonisk demonstrative markering, som Overværket har i Tengbomfacaden (og ikke har i den eksist. Facade), vil det vaere orgelæstetisk helt bagvendt.

At forestille sig at Montre 16' og Montre 8' byttede plads i facaden er ingen sikker løsning — det ville medføre betænkeligt store konduktlængder, alternativt urimeligt kompliceret vindladeombygning.

Som det er nu, er hele Gr. Orgues principalkor (minus diskanten af Montre 16') samlet på underste vindlade. Og det går naturligvis ikke at "isolere" Montre 8' fra den sammenhæng. Fordelingen af registrene på underste og øverste vindlade kan iøvrigt ikke bare af klanglige, men også rent pladsmæssige grunde ikke være anderledes.

Jeg er uforstående overfor hvordan RAÄs orgelekspert kan geråde i en sådan fundamental misforståelse omkring et orgels verkstruktur. Alene: Hvorfor har spillebordet mon tre svelletrin? Og hvor har han kunnet se de store registre (eks. rørstemmerne) i Grand Orgue?

Jeg beklager oprigtigt hvis jeg — af f. eks. sproglige grunde — skulle have misforstået noget. Men som jeg læser skrivelsen af 16. september 2003 (som jo har spillet en ikke ubetydelig rolle i sagsbehandlingen) kan jeg ikke komme til andet resultat. Og det må uvægerligt svække tilliden alvorligt til RAÄs faglige
behandling af sagen — hvis hele kerne er facadespørgsmålet. Det må være et uomgængeligt krav, at alle bidrag til brug for sagsbehandlingen på dette afgorende (tids)punkt er 100% tilforladelige.

Svend Prip

© Svend Prip 2006 


tillbaka / back