Svend Prip till Orgelforum (ej publicerat):

Nok et »klargörande»

Normalt læser eg med stor glæde ORGELFORUM. Ikke blot som gammel redaktør af den danske paralleludgivelse har det min store interesse – og anerkendelse.

Sidste nr. i 2007 var mig dog en blandet fornøjelse, og jeg føler mig tvunget til at reagere.

For nu at få overstået det mindre væsentlige først: Når Ulf Oldaeus i sin lange omtale af bogen i anledning af Marcussen & Søns 200-års jubilæum skriver, at »Svend Prip menar att Marcussen under 175 år utvecklat och hållit fast vid en klanglig stil, som trots olika intonatörer varit firmaens karakteristik, oberoende av stilväxlingar», må jeg frabede mig tilsyneladende at blive tillagt et sa enfoldigt synspunkt. Den opmærksomme læser af det pgld. (faktisk ganske centrale) afsnit på bogens s. 36 burde kunne forstå, at det jeg her beskriver, er situationen omkring 175-års jubilæet i 1981 (altså ikke gennem hele perioden fra 1806 til 1981) hvor firmaet og dets intonatører trods allehande ønsker om neokompromis- eller stilorgler formåede at fastholde et karakteristisk klangligt image. Og det er jo noget ganske andet.

Men så til det mere alvorlige — artiklerne om Halmstad-orglet.  I artiklen »Sverige — ett blomstrande orgellandskab» tegnes der af »de fem» et sandt skønmaleri. Og der er da sa givet meget at rose — lige som vi i Danmark sikkert har meget at fortryde — men man skal nu alligevel vogte sig for kritikløs skamros.  Og specielt i Halrnstad-konflikten er der grund til pudse de kritiske briller en ekstra gang. Ikke på grund af selve orglet, for der har man bestemt ikke noget at skamme sig over. Men som bekendt har godt 700 — deriblandt mange, også internationalt anerkendte, faglige kapaciteter — underskrevet en internet-protest mod hvad der ikke kan andet end opfattes som en truende, meningsløs vansiring. Omtalen af disse som »intet ondt anande organister och orgelvänner» er faldet mange for brystet. Bestemt også undertegnede, som det måske også vil være bekendt for to år siden blev anmodet om at skrive en erklæring i sagen »set ude fra». Set udelukkende ud fra et orgelfagligt synspunkt — uden skelen til formelle og juridiske vinkler. Jeg fik stillet et omfattende sagsmateriale til rådighed, bl. a. en erklæring fra RAÄs orgelekspert, der dels røbede nogle synspunkter vedr. sammenhæng mellem klang og arkitektur, som jeg havde svært ved at fatte dybden i — og som jeg under alle omstændigheder måtte erklære mig dybt uenig i — dels nogle efter mit faglige skøn alt for optimistiske og mere eller mindre urealistiske vurderinger omkring mulighederne for i praksis at kunne kombinere »tengbom-facaden» med det eksisterende orgelværk på seriøs, endsige økonomisk overskuelig vis.

Min stigende undren blev nærmest til vantro, da en væsentlig del af forklaringen viste sig at være en helt fundamental fejlanalyse af det nybyggede orgels værkstruktur. Det kunne ikke bortforklares, at fejlen var alt andet end ligegyldig. Rapporten var altså mangelfuld og på et centralt punkt decideret, pinligt fejlagtig.

Ikke desto mindre var den det eneste orgelfaglige dokument, som myndighederne fra starten havde lagt til grund for afgørelserne.

Kirken søgte at indbringe Kammarrättens afgørelse for Regeringsrätten. At det blev afslået, forekommer betænkeligt — og må opfattes som krænkende for retsbevidstheden.

Det er måske for meget forlangt at de lokale antikvariske myndigheder og domstolene fuldtud skal kunne forstå en orgelfaglig erklæring. Men man bør dog forvente en reaktion på saglig påvisning af notoriske fejl i et for sagsbehandlingen helt grundlæggende dokument.

Det er forudsigeligt at RAÄs orgelekspert på sagens nuv. stade vil forsøge at bagatellisere sine fejltagelser — som alt andet lige må rejse tvivl om faglig troværdighed — og i det hele taget forståeligt at nogle gerne ser min rapport fejet ind under gulvtæppet.

Men sagen er »set udefra» blevet en kedelig belastning for den blomstrende svenske orgelverden — eller måske snarere for de svenske myndigheder. For som sagt må det være svært at benægte, at det nye orgel er blevet et fremragende musikinstrument — et fornemt hele og sammenlignet med hvad det har erstattet en pryd i landskabet. Men ensporet, formalistisk stivsind synes at stille sig i vejen for en løsning baseret på almindelig fornuft og sund proportionssans.

Det skal blot nævnes, at orgelbyggerens projektbeskrivelse og overslag fra februar 2007 i forb. m. en evnt. genopførelse af »tengbom-facaden» til overflod bekræfter mine værste anelser om store vanskeligheder og udgifter, for slet ikke at tale om faren for forringelse af det vellykkede, klanglige resultat. Tre en halv million kroner er dog en slags penge for en højst tvivlsom kosmetisk operation der med største sandsynlighed vil skade en ellers smuk, sund og rask patient.

Forståeligt nok ønsker bygmesteren af hensyn til sit faglige renomé ikke at udføre arbejdet.

Jeg ser ingen grund til yderligere at kommentere »klargörandet» s. 18—21 i Orgel–forum nr. 4.

Af simple pladshensyn må jeg i stedet anbefale, at man læser min omtalte rapport af februar 2006, der vil blive bragt som link til www.halmstadorgel.se.

Herefter efterlader jeg til almindelig overvejelse, hvem der iøvrigt fortjener at blive betegnet som »intet ondt anande».

Svend Prip

© Svend Prip 2008

tillbaka / back